Nu bliver det lettere at bestille kollektiv trafik

Publiceret 26-06-2023

Midttrafik har harmoniseret flextur, plustur og flexbus, så det bliver lettere at bestille og bruge den del af kollektiv trafik.

Kollektiv trafik er mere end bus og tog, der kører på faste ruter til faste tidspunkter. Du kan også vælge at booke en flextur, plustur og flexbus.

Det er kollektiv trafik på bestilling og gode alternativer, hvis den øvrige kollektive trafik ikke kører.

Du kan for eksempel bestille flextur hjem fra sport, arbejde eller sociale arrangementer.

Bestilling på Rejseplanen

Fremover bliver det endnu lettere for kunderne at bruge flextur, plustur og flexbus.

Rejseplanen.dk vil nemlig tilbyde dig flextur, plustur eller flexbus, hvis du søger en rejse på en strækning eller et tidspunkt, hvor der ikke kører bus eller tog.

På Rejseplanen kan du både booke og betale din rejse med flexbus, flextur eller plustur.

Det er fortsat muligt at bestille og betale din flextur i Flextrafik app, på midttrafik.flextrafik.dk eller ved at ringe på tlf. 87408300.

Flextur får samme pris i hele regionen

Priserne bliver også ens i hele Region Midtjylland, uanset om du rejser inden for eller uden for kommunegrænsen.

- Jeg mener, den harmoniserede flextur er et kæmpe løft, når det handler om mobilitet i vores landdistrikter. Den giver vores borgere et rigtig godt supplement til den nuværende kollektive transport. Fordelen er, at du selv kan vælge, hvilket serviceniveau du ønsker - skal det være direkte på adressen, eller kan du nøjes med transport fra knudepunkter. Det er en service, som helt kan tilpasses den enkelte bruger, forklarer formand for Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget, John Thomsen.

Standardprisen er 7 kr. pr. kilometer men minimum 35 kr. for hele tiden.

Ønsker du at rejse i en byzone er prisen 14 kr. pr. kilometer.

Billigere flextur til knudepunkter

Rejsen kan gøres endnu billigere, hvis du vælger at rejse fra landzone til et knudepunkt eller omvendt. Så er prisen 3 kr. pr. kilometer og minimum 22 kr., for de første 20 km.

Et knudepunkt er et slags opsamlingssted, og i Herning Kommune er der 20 knudepunkter på centrale steder, hvor der kommer mange mennesker.

Du kan godt bestille flextur til et knudepunkt i en anden kommune end den. Prisen afhænger kun af afstanden.

Se et kort over knudepunkter i Herning Kommune.

Flere kunder kan bestille en plustur

Der er desuden oprettet flere muligheder for at tage en plustur, hvor du kører til eller fra kollektiv trafik. Samtidig er prisen blevet billigere. Nu kan kunderne rejse for 3 kr. per km, minimum 22 kr.

Som noget nyt er det muligt at bruge en billet fra Midttrafik (fx enkeltbillet, pendlerkort eller ungdomskort) eller en billet fra Arriva/DSB, hvis billetten er gyldig på den strækning, som plusturen kører.

Fakta:

Her kan du blive klogere på, hvad forskellen er på de tre forskellige ture:

Flextur

Med flextur vælger du selv, hvor du vil køres fra og til, og hvornår du vil afsted. Du skal bare bestille turen senest en time før, du skal afsted. Du kan blive kørt alle ugens dage kl. 6.00 – 24.00.

Plustur

Plustur er kørsel til eller fra anden kollektiv trafik. Når plustur er en mulighed, vil den automatisk komme frem som en del af den rejse, du søger på Rejseplanen.

Med plustur bliver du kørt i bil fra din adresse til stoppestedet - eller omvendt. Du skal bare bestille turen senest en time før, du skal afsted. Du kan få tilbudt en plustur alle ugens dage kl. 6.00 – 24.00.

Flexbus

Flexbus er afgange i køreplanen, som kun kører, når du bestiller dem. Du kan se afgange og stoppesteder i køreplanen eller på Rejseplanen. Med flexbus bliver du kørt i bil fra stoppested til stoppested. Du skal bare bestille turen senest en time før, du skal afsted. 

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?