Frivillige i Brand & Redning hædret

Publiceret 13-11-2024

Herning Byråds pris for frivilligt arbejde blev tirsdag eftermiddag uddelt.

De cirka 45 frivillige ved Brand & Redning MidtVest i Herning Kommune modtog tirsdag Herning Byråds pris for frivilligt arbejde i 2024.

Otte af de frivillige brandmænd var mødt op til den lille højtidelighed på rådhuset, hvor borgmester Dorte West holdt tale.

- Når alarmen går, stiller I op. Uanset hvad det kræver af jer. I kommer, også selv om det er på skæve tidspunkter. Eller selv om I måske står midt i vigtige, private gøremål, sagde borgmesteren, og fortsatte:

- På den måde gør I en kæmpe forskel. Og I sørger for, at vi andre kan være sikre på, at hjælpen kommer, når der er behov for den. Uanset om det handler om brand, ulykker eller udfordringer med klima og vejr. Jeres indsats er ikke noget, I skilter med. I får bare tingene gjort, når der er behov for jer. Jeg er meget glad for at kunne overrække årets frivillighedspris til netop jer.

En del af Hernings DNA

Herning Byråds frivillighedspris blev indstiftet i 2001, som var FNs Internationale Frivillighedsår. Den gives som en " påskønnelse for en frivillig og bemærkelsesværdig indsats i Herning Kommune."

Borgmester Dorte West fremhævede i sin tale, at det er rigtig svært at vælge, hvem der skal modtage frivillighedsprisen:

- Der er så mange frivillige her på Herning-egnen, som gør en kæmpe forskel med deres indsats i det daglige. Vi plejer at sige det sådan, at det at være frivillig nærmest er en del af Herning-egnens DNA. Det er afgørende vigtigt, og det er med til at gøre Herning Kommune til et godt sted at bo, leve, arbejde og uddanne sig, sagde Dorte West.

Med prisen følger en check på 10.000 kroner.

Har du spørgsmål?

Ole Hansen
Kommunikationschef

Tlf.: 96 28 26 42 
Mobil: 40 22 32 28
@: ole.hansen@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?