Neurocenter Bytoften
Dette er tilsynsrapporten for Neurocenter Bytoften.
Dato for tilsyn: 10. maj 2023
Tilsyn 2023
HR Kvalitet og Tilsyn fører tilsyn på vegne af Kommunalbestyrelsen, der har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses.
Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på, jf. Retssikkerhedslovens § 16.
Endvidere skal der føres et generelt og driftsorienteret tilsyn med tilbud efter Serviceloven. Det driftsorienteret tilsyn omfatter tilsyn med tilbuddenes personale, bygninger og økonomi. jf. Servicelovens § 148a.
Dette betyder, at formålet med tilsynet bla. er at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunen har truffet, og hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde.
Endvidere er det i vejledningen til magtanvendelsesbestemmelserne punkt 124 i Serviceloven beskrevet, at tilsynet skal påse, om indberetningerne af magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.
På baggrund af Retssikkerhedslovens § 16 og Servicelovens § 148a, samt kapitlet om magtanvendelser, har Tilsynsenheden udvalgt 4 temaer, som er dækkende for lovgivningens krav til tilsynet.
Temaerne belyser lovgivningens krav til at påse, om borgerne får den hjælp de har ret til, at hjælpen tilrettelægges på en forsvarlig måde, at personalets kvalifikationer svarer til den opgave, tilbuddet skal løse samt om de indberettede magtanvendelser giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.
Temaerne er:
- Selvbestemmelse og beskæftigelse
- Mestring og relationer
- Metoder og handleplaner
- Magtanvendelser
Samlet konklusion
Kvalitetsmål 1: At tilbuddet sikrer, at borgeren har selv- og medbestemmelse og beskæftigelse
HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Neuroteamet Bytoften på meget tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne har selvbestemmelsesret og medindflydelse på beskæftigelse.
Personalet sikrer borgernes værdighed, tryghed og selvbestemmelse.
inddrager borgerne Neuroteamet Bytoften i udarbejdelsen af delmål, men også i hvilke aktiviteter borgerne gerne vil deltage i. Personalet har meget fokus på, at borgerne har selvbestemmelsesret og derved kan vælge til og fra i hverdagen. Der er fokus på at sikre, at borgerne forstår de indsatsmål, der er udarbejdet i borgerens handleplan, samt at borgerne inddrages i at få udarbejdet konkrete delmål, som borgerne forstår og kan relatere sig til, samt har et ønske om at arbejde med.
Der er fokus på borgerinddragelse og medindflydelse.
Bostøtterne arbejder meget med at skabe et stort fagprofessionelt netværk med kendskab til mange forskellige aktiviteter, så de har en bredere viden om hvilke aktiviteter, der kan tilbydes til denne målgruppe. Denne viden gavner borgerne, så de hurtigere kan få hjælp og sparring i forhold til udvikling og trivsel.
De borgere, HR Kvalitet og Tilsyn talte med, giver udtryk for, at de får den hjælp fra personalet, som de har behov for. Borgerne oplever, at de inddrages i udarbejdelsen af deres mål og det de skal støttes i. Og får støtte til at arbejde med de temaer, der er svære for dem, samtidig med at de får mulighed for at arbejde med deres ønsker for hverdagen. En af borgerne udtrykker: ”Jeg får ikke bare hjælp, jeg får god hjælp.”
Kvalitetsmål 2: At tilbuddet sikrer, at borgeren udvikler mestringsstrategier og relationer
HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Neuroteamet Bytoften på meget tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne udvikler mestringsstrategier og relationer.
HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Neuroteamet Bytoften på meget tilfredsstillende vis støtter borgerne i at leve et selvstændigt liv, i overensstemmelse med egne ønsker og behov. Dette igennem tæt dialog med hver enkelt borger, hvor personalet jævnligt drøfter mål samt delmål. Såfremt der er behov for ændringer i handleplanen, kontakter Neuroteamet Bytoften visitationen i Sundhed og Ældre, så målene kan ændres til gavn for borgerne.
Neuroteamet arbejder indgående med individuelle planer herunder med mestringer og strategier. Det er Neuroteamet s opgave at gøre borgerne så uafhængige af Neuroteamet som muligt. De individuelle løsninger skal tilrettelægges med et afsæt i den enkelte borgers motivation, ressourcer og mål for eget liv. Det fordrer, at indsatserne er fleksible og kan kombineres på måder, der giver størst mulig værdi for den enkelte borger. Neuroteamet møder borgerne som ligeværdige og kompetente mennesker, og sammen skaber Neuroteamet og borgerne løsninger, der giver værdi for den enkelte og støtter borgerens udvikling mod øget selvhjulpenhed. Indsatsen støtter borgerne i kontakt til og samvær med netværk og sociale fællesskaber. Indsatsen medvirker på meget tilfredsstillende vis til at udvikle, styrke og bevare borgernes egne ressourcer og dermed trivsel.
Neuroteamet arbejder med gradueret og kravstilpasset støtte, alt efter hvad borgerne magter den pågældende dag.
Der er fokus på at understøtte borgerne i at udvikle ressourcer og mestringsstrategier i hverdagen, ved at opstille delmål i samarbejde med borgerne. Der er ligeledes fokus på at støtte borgerne i at oparbejde selvstændighed.
De borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, oplyste, at de er meget glade for deres bostøtter – de oplever at blive støttet i forhold til de udfordringer de har.
Borgerne oplyser, at de taler med personalet om deres liv og fremtid og får støtte til at arbejde med de ønsker og mål de har. Begge borgere synes det er rart, at de kan få hjælp telefonisk, udover de fastlagte dage, de får bostøtte. Borgerne udtaler: ”Personalet er interesseret i at høre, hvordan jeg har det. De spørger også selv om hvordan jeg har det uden jeg siger noget”, ”Det er rart at blive spurgt om, hvad jeg ønsker, hvad jeg drømmer om.”
Kvalitetsmål 3: At tilbuddets pædagogiske metoder og handleplan medvirker til at sikre borgerens trivsel og ønskede udvikling.
HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Neuroteamet Bytoften, på meget tilfredsstillende vis, anvender pædagogiske metoder og handleplaner, som medvirker til at sikre borgernes trivsel og ønskede udvikling.
HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Neuroteamet Bytoften, har et klart formål med indsatsen, for den enkelte borger og der bostøtterne hele tiden med at understøtte borgerne i at opnå de mål, der er sat for den enkelte borgers udvikling.
Personalet evaluerer i samarbejde med de respektive borgere på deres individuelle delmål, samtidig med at borgerne er med til at formulere deres respektive delmål.
HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at tilbuddets pædagogiske metoder medvirker til at sikre borgernes trivsel og ønskede udvikling. Personalet oplyser de bruger KRAP. Personalet oplyser at KRAP bruges i tilgangen til alle borgere. Personalet oplyser, at de individuelle løsninger skal tilrettelægges med et afsæt i den enkelte borgers motivation, ressourcer og mål for eget liv. Det fordrer, at indsatserne bliver mere fleksible og kan kombineres på nye måder, så de giver størst mulig værdi for den enkelte borger. Personalet ønsker at møde borgerne som ligeværdige og kompetente mennesker, og sammen skabe løsninger, der giver værdi for den enkelte og støtter borgerens udvikling mod øget selvhjulpenhed. Personalet oplyser at alle i bostøtteteamet har KRAP kurset.
Personalet bruger tid på at undersøge og være nysgerrige på borgernes behov og grundvilkår, og tilstræber at anvende anerkendelse i alle aspekter af deres tilgang.
Noget af personalet bruger Canadian Occupational Performance Measure (COPM), som er et redskab til måling af borgerens opfattelse af ændringer i aktivitetsudførelse over tid. Skemaet bruges til at identificere borgernes ressourcer og begrænsninger med udgangspunkt i omgivelserne. Personalet oplyser endvidere, at de også arbejder med neuropædagogik tilgang. Tilgangen omhandler en forståelsesramme for den faglige og individuelle indsats til personer med neuropsykologiske vanskeligheder. Neuropædagogik tager udgangspunkt i pædagogikken og i de kognitive teorier om hjernens funktioner og funktionsnedsættelsers betydning for den enkelte. Det kommer konkret til udtryk ved, at personalet arbejder med ugeskemaer. Nogle arbejder med visuelle skemaer, tjeklister der laves fra gang til gang. Personalet er bevidste om deres krav og forventninger til borgerne set ude fra deres aktuelle udviklingstrin, handicap og dagsform. Personalet bruger også metoden LA2. De er ligeledes alle uddannede som søvnvejledere samt uddannet i NADA som er en standardiseret øreakupunktur metode. Personalet udarbejder også Sensorisk profil. Der er 2 medarbejdere der har seksualvejlederuddannelsen.
De borgere, HR Kvalitet og Tilsyn talte med, er alle tilfredse med den måde de inddrages i udarbejdelsen af deres respektive handleplan og delmål på. En af borgerne udtaler: ”Ja det er jeg. Jeg er selv med til at evaluere mine mål og er med til at beskrive, hvordan jeg selv synes det går. Jeg kan nemt misforstå noget der er blevet sagt og have brug for, at vi snakker om tingene flere gange.”
Kvalitetsmål 4: At tilbuddet forebygger magtanvendelser
HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Neuroteamet Bytoften på meget tilfredsstillende vis, forebygger magtanvendelser.
Personalet oplyser, at de er blevet undervist i magtanvendelsesområdet. Personalet oplyser, at undervisningen blandt andet har medført, at personalet drøfter magtanvendelser, herunder hvilke situationer, der kunne være en magtanvendelse. Personalet oplyser ligeledes, at de jævnligt har drøftelser om emnet skjult magt – hvordan alle skal være opmærksomme på ikke at gøre noget udenom borgerne. Personalet oplyser, de har en ressourceperson der tager sig af magtanvendelsesområdet. Personalet oplyser de drøfter eventuelle episoder i teamet, personalet kan også drøfte episoder med deres ledelse eller de kan ringe til HR Kvalitet og Tilsyn. Når en ny medarbejder starter hos Neuroteamet Bytoften, introduceres de til en mappe med informationer og procedure forklaringer i forhold til området omkring magtanvendelser og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Ledelsen går igennem mappen med nye medarbejdere.
Personalet har fokus på borgernes selv- og medbestemmelsesret. Personalet arbejder forebyggende med fokus på at undgå magtanvendelser, og reflekterer over egen praksis.
Samlet konklusion
På baggrund af ovenstående vurderer HR Kvalitet og Tilsyn, at Neuroteamet Bytoften på meget tilfredsstillende vis sikrer borgernes selv- og medbestemmelsesret, samt understøtter borgernes udvikling og læring, således borgeren kan indgå og deltage i beskæftigelse og samfundsliv.
Tilbuddet støtter desuden borgerne i at leve et selvstændigt liv i overensstemmelse med egne ønsker og behov, samt understøtter borgernes ressourcer og dermed trivsel.
Tilbuddets pædagogiske metoder medvirker desuden til at understøtte borgernes trivsel og udvikling, og der arbejdes med klare mål for indsatsen.
Tilbuddet har endvidere fokus på reglerne om magtanvendelse.